Tror jeg er faldet til..

Okay.. Jeg ved godt det er lang tid siden jeg sidst har givet lyd fra mig herinde. Men jeg har simpelthen ikke orket at skrive.

Jeg er nu kommet ud til min placering i en mindre by 50 km. uden for Nairobi. Og her er de ikke vant til turister, kort sagt hvide mennesker. I Nanyuki, hvor hoejskolen laa, blev man konstant overfaldet af souvenirsalegere og andre maerkelige eksistenser. Her i Ruiru kan man faktisk gaa igennem uden at blive antastet. Det er virkelig befriende.
Jeg bor paa et center kaldet Young Life Africa Children Home. Hjemmet startede med at omfatte gadedrenge tilbage ved dets start i 2003, men der er siden ogsaa kommet foraeldreloese til. I alt er det 35 boern paa stedet i alderen 4-18 aar. Saa der er noget af et spring, men det goer det nu bare lidt mere spaendende. Forskellige aktiviteter til forskellige aldersgrupper.

Inden jeg kom til Young Life havde jeg en masse forhaabninger om hvad jeg skulle lave. De var ikke mindst kommet af det som jeg havde faaet at vide jeg skulle lave. Deriblandt undervisning i primary school, tutoring og selvfoelgelig at lege med boernene. Der stod saagar i mine papirer hjemmefra at jeg skulle ud og finde nye gadedrenge til centeret.

Som saa meget andet her i Afrika og Kenya er intet som man havde forventet! Jeg blev derfor dybt frustreret over at foele mig fuldstaendig tilovers paa centeret. Paa selve centeret er der kun Nursery School, altsaa for boernene i alderen 4-6 aar, hvor engelsk altsaa er meget begraenset. De store drenge gaar i henholdvis primary school inde i byen, og i secondary school 2,5 km. vaek. De kommer foerst tilbage ved 17 tiden. Jeg tog det som et haardt slag, da jeg ikke rigtig kunne se hvad jeg skulle lave her?
Det hele virkede ret formaalsloest for mig, men efter hvad de andre har sagt om deres placeringer. Saa har jeg bare maattet erkende tingene som de er og vaere taalmodig. Hvilket er ret vigtigt her i Kenya. For folk har virkelig god tid! African time...

Min taalmodighed har dog siden vist sig at baere frugt. Jeg ved aldrig hvad den naeste dag bringer. Jeg er langsomt begyndt at undervise drengene i Nursery School, selvom jeg ikke forstaar swahili og de ikke engelsk. Jeg har saa smaat startet et fodboldhold op for de aeldre drenge, for er der noget de gider, saa er det at spille fodbold. Man ved som sagt aldrig hvad der sker den naeste dag hernede. Jeg har vaeret paa tur med to praester: Det forholder sig saadan at centeret ejes af en biskop (selvudnaevnt er min teori), og han kom forbi med sin praesteven fra Nairobi, og foer jeg vidste af det sad jeg paa bagsiden af bilen paa vej mod Mount Kilimanbogo, hvor vi skulle op og afmaale noget land som Biskop Tonny ejede. Undervejs skulle vi selvfoelgelig have frokost, og hvilket sted egner sig ikke bedre end en slagtersnask med fluer og sorte gryder overalt. Kokken var smaafuld, saa der gik en rum stykke tid foer vi fik maden: Roasted goat with ugali. Det var rart endelig at faa noget koed igen. Men hold kaeft, hvor var jeg sikker paa at faa diare her!! Stedet var saa beskidt, koedet hang frit omkring - ikke noget med at have det paa koel, og grillen var saa sort at man ikke kunne se hvad der var grill og hvad der var traekul!
Imidlertid har jeg ingen diare faaet endnu. Kun lidt maveonder efter at have overspist/ ( Ugali ligger ligesaa tungt som hvis man slugte et helt rugbroed!)

Jonatan..